Skip to content
DK
ENG
DE

Landsbyen åbner dørene til inspirerende debatter, grundlovstale og fællessang – der er gratis adgang hele dagen – kom og vær med.

På museets store amfiscene møder YouTuberen ComKean rådmand Anne Skau Styrishave til en underholdende samtale om lokalpolitik og medborgerskab.
Tv-personligheden Signe Molde holder grundlovstale, og direktør for TV 2 Fyn, Thomas Fundign, leder en samtale med fynske politikere om demokratiet i fremtiden.

Det hele krydres med fællessang, ledet af Anders Møller, med hjælp fra Carl Nielsen Børnekoret.
Under og efter sceneprogrammet kan du købe mad og drikke samt møde en række foreninger og organisationer, der arbejder med demokrati, fællesskab og deltagelse.

I løbet af dagen er der aktiviteter for både børn og voksne med fokus på demokrati, fællesskab og historie

Detaljeret program følger.
Anker #dagensgrundlovstaler

Dagens grundlovstaler

Signe Molde kendes blandt andet fra tv-programmerne ”Quizzen med Signe Molde” og “Signe Molde på Udebane“.

I Den Fynske Landsby vil Signe Molde holde en grundlovstale, der berører emner som demokratiets skrøbelighed, ytringsfrihedens betydning og vigtigheden af at vedblive at kæmpe for de rettigheder vi ellers anser for givne.
Kom og hør Signes perspektiv på demokrati, samfund og fællesskab.

Grundlovstalen finder sted på den store amfiscene kl. 12.30.
Anker #dagensgrundlovsdebat

Dagens grundlovsdebat

Hør fynskvalgte politikere debattere demokratiet, fællesskabet og fremtiden i årets grundlovsdebat, ledet af direktør ved TV2 Fyn, Thomas Funding.

Ved dagens grundlovsdebat kan du møde et panel af fynskvalgte politikere, nemlig: Karsten Hønge (SF), Trine Bramsen (S), Rosa Eriksen (M), Reza Javid (EL), Marlene Ambo-Rasmussen (V), Katrine Daugaard (LA) og Mai Mercado (C).
De har alle sammen sagt ja tak til at bruge lidt af deres grundlovsdag på at debattere, hvordan demokratiet har det i dag, hvor det er på vej hen og om historien mon kan inspirere os til fremtidens demokratiske samfund.

Debatten foregår på den store amfiscene kl. 13-14.

Anker #grundlovsdebatfordeyngre

Grundlovsdebat for de yngre

YouTuberen ComKean møder den odenseanske rådmand Anne Skau Styrishave i en samtale om lokalpolitik og demokrati for de unge og børnene.

ComKean er en af Danmarks mest populære YouTubere, kendt for sine underholdende gamingvideoer og shows for børn og unge. Med sin evne til at engagere og aktivere publikum bringer han en ny generation ind i fællesskabet. Til grundlovsdag i Den Fynske Landsby deltager han som et anderledes indslag, hvor han sætter fokus på demokrati, fællesskab og unges stemme i samfundet.

Debatten foregår på den store amfiscene kl. 11.00

Anker #demokratiaktiviteterforbørnogunge

Demokratiaktiviteter for børn og unge

I Landsbyen kan du være med til sjove og inspirerende aktiviteter om demokrati og fællesskab

Gennem leg, dialog og kreative workshops får de mulighed for at udforske, hvad demokrati betyder, og hvordan man kan få indflydelse. Aktiviteterne er tilpasset forskellige aldersgrupper og giver de unge en stemme i fællesskabet.

Anker #rundvisningidemokratietskulturhistorie

Oplev demokratiets kulturhistorie

Denne rundvisning giver dig demokratiets kulturhistorie i levende rammer.

På en tur rundt i landsbyens lavloftede gårde og huse, sætter vi fokus på, hvordan livet så ud for bønderne i 1800-tallet, hvor demokratiseringen af Danmark buldrede derudaf på land og i by.

Hvordan ændrede det bøndernes fællesskab, arbejde og hverdagsliv på landet? Og hvad betyder det for vores liv i dag?

Anker #demokratiogbroderi

Demokrati og broderi

I Præstegårdshaven åbner tekstilkunstner Iben Høj og historiker Sissel Bjerrum Fossat op for en workshop om broderiets historiske betydning.

Danmarks mest kendte broderi blev båret i et optog af unge kvinder på Grundlovsdag 1915. Optoget markerede, at kvinder nu langt om længe havde fået stemmeret. I Dansk Kvindesamfund havde der forinden været en livlig diskussion om bannerets motiv.

Sissel Bjerrum Fossat fortæller om det historiske banner og tekstilkunstner Iben Høj trækker tråde til nutidens tekstilkunst og broderier med budskab. Som kunstner arbejder Iben Høj rumligt og med store installationer. Hun stod blandt andet bag det broderede værk Grænseløse Sting på Trapholt.

Broder samtidig dit eget budskab eller symbol. Museets gæster inviteres til selv at prøve kræfter med at brodere – eller måske bare sy et sting eller to, mens de nyder en kop kaffe i landsbyens skønne præstegårdshave.

Det sker fra kl. 13:30 -16:00 i Præstegårdshaven.